Lige ved og næsten vælter ingen mand af hesten!

Lige ved og næsten vælter ingen mand af hesten!

Falsterbo – ankomsten

Dagen startede tidligt. Vi skulle lige nå at ride et par heste (rettere sagt 4) inden afgang mod Sverige kl 9. Jeg kan altid godt lide at kommeafsted i god tid, så hestene har god tid til at falde til inden første træning.

Delorean er jo efterhånden en rutineret dame, så både køretur og indkvartering gik super. Jeg tror faktisk efterhånden hun elsker at være til stævne. Så får hun så meget ekstra opmærksomhed og ikke mindst ekstra guf. Det er noget der passer dronningen perfekt!

Første træning mandag aften i main arena gik fint. Hun var måske lige lovlig frisk, men det er ganske normalt for hende. Vi skulle starte om formiddagen dagen efter, så vi fik puttet “D” og så var det på hovedet i seng.

Indledende

På stævnedagen tager jeg altid ud om morgen jogger hende helt let, så hun lige kan få strukket benene. Normalt derhjemme kommer hun jo på fold, så efter morgenmad skal hun helst ud med det samme. Ellers begynder hun at blive rastløs – hun er en rigtig A-hest! Hun skal op og igang!

Vores første start var noget præget af spænding, men uden nogen fejl og vi endte nr. 4. Med rigtig fine karakterer alligevel, så jeg var godt tilfreds. Det vigtigste i første omgang var at kunne ride fejlfrit og selvfølgelig komme i finalen, og det lykkes.

Jeg må ærlig indrømme jeg stadig er meget bitter over at ikke blive udtaget til UVM, så jeg skal ikke lægge skjul på, at lysten til at virkelig vise DV hvad de har valgt fra, næppe kunne blive større.

Finalen

Vi havde en ret sen starttid til finalen da både 7-års og 5-års klasserne skulle afvikles først. Jeg kan bedst lide at have en tidlig starttid og bliver altid mega rastløs af bare at gå og vente. Heldigvis var det masser af god ridning og stjerneheste at se i mellemtiden.

Men så var det endelig tid! Travturen gik virkelig godt – dette plejer også være vores glansnummer. Skridten var afspændt og begge skridtpiruetter var fine. Galopturen var også rigtig fin og uden nogen fejl, så jeg var godt klar over det var godt, men hvor godt..?

87,2 og en klar foreløbig 1. plads!

Jeg var overlykkelig! Hun havde været med mig hele vejen og jeg havde virkelig kunne ride. Ligegyldig hvilken placering det skulle ende med nu, var jeg glad og jeg føle vi havde gjort hvad vi kom efter.

———

De tre bedste fra den indledende runde manglede, men en efter en kom ind efter mig på resultatlisten.. Skulle det endelig lykkes at nuppe 1. pladsen..?

Det skulle det desværre ikke. For andet år i træk blev vi bogstavelig talt slået på målstregen med 0,2 point af Sofie Lexner og hendes dejlige hoppe. Alligevel føltes det som en sejr!

Med super kommentarer fra alle tre dommere samt Daniel Bachmann Andersen. Jeg kunne ikke være mere stolt af skønne “D”!

Tak for nu Falsterbo

Nu står det på velfortjent ferie for Delorean og jeg kan fokusere på nogle af de yngre stjerner jeg har på vej.

Så tak for denne gang Falsterbo! Vi ses forhåbentlig igen til næste år. Og de siger jo tredje gang er lykkens gang…  Om det bliver tilfældet må tiden vise. En ting er i hvertfald sikkert – vi er motiverede som aldrig før til at fortsætte arbejdet!